Spoken Word Festival og Kunsthal ULYS præsenterer digter Mikkel Damborg med sit band ORDlyd + poetiske gæster. Oplev samtidigt udstillingen OKKULT // Ny Virkelighed.
Det siges at billeder siger mere end tusind ORD. Og ORD danner billeder. Den synergi-effekt undersøges her med oplæsning af digte skrevet med afsæt i udvalgte udstillede kunstværker. Verden som vi kender den beskrives og skabes af ORD. Når kunst beskrives, forklares og evalueres, er det ofte kunstanmeldere, kunsthistorikere eller deslige, der har ordet. Blikket er intellektuelt. Denne aften undersøger et stærkt hold af lokale ordkunstnere, hvad der sker, når blikket på kunsten er kunstnerisk: Anne Katrine Rask, Søren Kaare Petersen, Iben Fog Staal, Cindy Lynn Brown, Christian Nørgaard, Mads Esben Ellebæk Harboe og Christoffer Kjaer.
OKKULT // Ny Virkelighed binder tråde mellem forvaltning og forvandling. Okkultisme og politik har mere tilfælles end man som udgangspunkt skulle tro. ‘Ny Virkelighed, ny velfærd’ kalder Odense Kommune sin strategi for at imødekomme velfærdsstatens økonomiske udfordringer. Det har givet inspiration til udstillingen. I spændingsfeltet mellem teater og virkelighed (eller iscenesættelse og autencitet) undersøges gennem masker, performance, malerier, installationer mv. det okkulte i samtidens egenskab til at sprogliggøre dens længsel uden at italesætte den.
Aftenen afsluttes med et undersøgende møde mellem poesi og musik i gruppen ORDlyd. Digteren Mikkel Damborg og den elektroniske musiker Thomas Seidelin leger med genrer, forestillinger, kunstformer og skaber uforudsete koncert-installationer der lander et sted mellem post-avangardistiske ordsamples, ambient, madopskrifter, digte og dansegulv.
Link til begivenhed på facebook
TID OG STED:
d. 25.08.17. Kl. 20-23. Kunsthal ULYS
ENTRÉ: PWYW