MIKKES: RETROSPEKTIV

MIKKES: RETROSPEKTIV
1967-2017 – 50 år

FERNISERING: Torsdag den 30. marts kl. 19.30
UDSTILLINGSPERIODE: 30. marts – 27. April

Udstillingen er støttet økonomisk af Odense Kommune

Åbningstider :

Lør – søn kl 11 – 16

onsdag kl 13 – 18

torsdag kl 19:30 – 22:00

 

Begivenheden på facebook

Lars Mikkes (født: Mikkelsen) er en quixotisk kriger i kunstens univers. En sand ener, der med sit futuristiske billedsprog altid er på en rejse langt ud i til fjerne galakser og helt ind i sjælens og bevidsthedens inderste. Det er denne dobbelthed, der på en gang fascinerer og skaber en undren.

Der ligger i Lars Mikkes kunst et sindssygt forsøg på at begribe og anskueliggøre hele universet og eksistensen med. Der er her tale om en så halsbrækkende hybris, at man kun kan lade sig rive med. Lars sigter efter stjernerne, men er stadigt forankret i kroppens virkelighed.

Vi har valgt at give et indblik gennem 4 vinkler, for blot at åbne lidt op for denne sitrende kunstnersjæl:
barnestjernen
produktionsapparatet/kunstmaskinen
den omstrejfende
outsideren

BARNESTJERNEN
Den enestående karriere begynder i det små, da den 6-årige Lars Mikkelsen i 1973 vinder en tegneblok i avisens tegnekonkurrence. Syv år senere optages det unge håb på Det fynske Kunstakademi og debuterer i 1982 på Forårsudstillingen på Charlottenborg. Begyndelsen af det store livsværk tager sit udgangspunkt i det grafiske og den unge Lars Mikkelsen arbejder flittigt på Det grafiske værksted.

PRODUKTIONSAPPARATET
Med tiden har arbejdsfeltet kun udvidet sig. Mikkes er multikunstner, han arbejder med grafik, maleri, tegning, skulptur, installation, film, musik og fotografi og alting der imellem. Han har en produktivitet som Picassos. Det er dagligt arbejde med et produktivitetsniveau, som er det en manisk tvangshandling at levere – at udleve kunsten. Mikkes har en initiativrigdom som er tilsvarende vor tids politikeres reform-iver, modsat politikerne er Mikkes drevet af en reel nødvendighed. Han har været drivkraften i opstarten af Kunsthal ULYS i Odense og Kunsthal POL i Årslev, begge steder har han atelier, hvor der arbejdes. Gennem årene har den kunstneriske praksis resulteret i enorm ophobning som nu skal frem i lyset.

DEN OMSTREJFENDE
I sommers tog han sin autocamper og rejste rundt på arbejdsferie: et roadtrip langs den jyske vestkyst. Ved Vesterhavet malede han landskabsmalerier og tegnede i vanlig stil. I fem år boede og arbejdede Mikkes i Spanien. Han har ved et tilfælde fået logi på et værtshus lidt uden for London i nogle måneder, hvor han byttede sine billeder for mad og husly. Det var da han i et halvt år opholdte sig i Berlin han fik visionen om en kunsthal i Odense. Han strejfer rundt og finder genstande (nærmest skrald), som han ophøjer til kunst. Livet er en rejse for Mikkes, en strøm af indtryk, som skal udtrykkes.

OUTSIDEREN
På en gang både stræber efter og vender Mikkes sig væk fra indercirklen i kunstverdenen. Der er en højspændt ambivalens i dette møde. Vreden over og trygheden ved at stå udenfor er et umage makkerpar, som står udenfor kategori. I kierkegaardsk forstand er Mikkes et sted imellem ‘æstetikeren’ og ‘den religiøse’, uden vel at mærke at være ‘etikeren’. Det er en pangfarvet introvert autencitet, der udtrykkes i den cirkulerende indadvendte iscenesættelse.