MIKKES: RETROSPEKTIV

MIKKES: RETROSPEKTIV
1967-2017 – 50 år

FERNISERING: Torsdag den 30. marts kl. 19.30
UDSTILLINGSPERIODE: 30. marts – 27. April

Udstillingen er støttet økonomisk af Odense Kommune

Åbningstider :

Lør – søn kl 11 – 16

onsdag kl 13 – 18

torsdag kl 19:30 – 22:00

 

Begivenheden på facebook

Lars Mikkes (født: Mikkelsen) er en quixotisk kriger i kunstens univers. En sand ener, der med sit futuristiske billedsprog altid er på en rejse langt ud i til fjerne galakser og helt ind i sjælens og bevidsthedens inderste. Det er denne dobbelthed, der på en gang fascinerer og skaber en undren.

Der ligger i Lars Mikkes kunst et sindssygt forsøg på at begribe og anskueliggøre hele universet og eksistensen med. Der er her tale om en så halsbrækkende hybris, at man kun kan lade sig rive med. Lars sigter efter stjernerne, men er stadigt forankret i kroppens virkelighed.

Vi har valgt at give et indblik gennem 4 vinkler, for blot at åbne lidt op for denne sitrende kunstnersjæl:
barnestjernen
produktionsapparatet/kunstmaskinen
den omstrejfende
outsideren

BARNESTJERNEN
Den enestående karriere begynder i det små, da den 6-årige Lars Mikkelsen i 1973 vinder en tegneblok i avisens tegnekonkurrence. Syv år senere optages det unge håb på Det fynske Kunstakademi og debuterer i 1982 på Forårsudstillingen på Charlottenborg. Begyndelsen af det store livsværk tager sit udgangspunkt i det grafiske og den unge Lars Mikkelsen arbejder flittigt på Det grafiske værksted.

PRODUKTIONSAPPARATET
Med tiden har arbejdsfeltet kun udvidet sig. Mikkes er multikunstner, han arbejder med grafik, maleri, tegning, skulptur, installation, film, musik og fotografi og alting der imellem. Han har en produktivitet som Picassos. Det er dagligt arbejde med et produktivitetsniveau, som er det en manisk tvangshandling at levere – at udleve kunsten. Mikkes har en initiativrigdom som er tilsvarende vor tids politikeres reform-iver, modsat politikerne er Mikkes drevet af en reel nødvendighed. Han har været drivkraften i opstarten af Kunsthal ULYS i Odense og Kunsthal POL i Årslev, begge steder har han atelier, hvor der arbejdes. Gennem årene har den kunstneriske praksis resulteret i enorm ophobning som nu skal frem i lyset.

DEN OMSTREJFENDE
I sommers tog han sin autocamper og rejste rundt på arbejdsferie: et roadtrip langs den jyske vestkyst. Ved Vesterhavet malede han landskabsmalerier og tegnede i vanlig stil. I fem år boede og arbejdede Mikkes i Spanien. Han har ved et tilfælde fået logi på et værtshus lidt uden for London i nogle måneder, hvor han byttede sine billeder for mad og husly. Det var da han i et halvt år opholdte sig i Berlin han fik visionen om en kunsthal i Odense. Han strejfer rundt og finder genstande (nærmest skrald), som han ophøjer til kunst. Livet er en rejse for Mikkes, en strøm af indtryk, som skal udtrykkes.

OUTSIDEREN
På en gang både stræber efter og vender Mikkes sig væk fra indercirklen i kunstverdenen. Der er en højspændt ambivalens i dette møde. Vreden over og trygheden ved at stå udenfor er et umage makkerpar, som står udenfor kategori. I kierkegaardsk forstand er Mikkes et sted imellem ‘æstetikeren’ og ‘den religiøse’, uden vel at mærke at være ‘etikeren’. Det er en pangfarvet introvert autencitet, der udtrykkes i den cirkulerende indadvendte iscenesættelse.

Fødselsdag!

25. februar fylder Kunsthal ULYS 2 år!

Dagen starter med generalforsamling og efterfølgende andespil.
Vi ruller toasteren frem, Johan Grønlund kommer forbi og laver træskulpturer med sin motorsav, vi spiser chiligryde og nyder musikken fra Esben Amdissen. Hulen bliver åbnet op og vi fester til den lyse morgen!

Vi glæder os til at se jer!

PROGRAM:

Kl 14.30: Generalforsamling

Kl 16.00: Fødselsdagen begynder for alvor – Toast til folket! 10 kr. stykket. Drikkevarer kan også erhverves til samme pris.

Kl 16.30: Andespil (banko med præmier)

Johan Grønlund svinger motorsaven i løbet af eftermiddagen

Kl 18: Vegansk chiligryde for medlemmer af foreningen (også
dem der bliver medlem på dagen)

Kl 19: Solokoncert med Esben Amdissen

Efter kl 19 er der fest i Hulen (Hulen er åben hele dagen)

Link til begivenheden på facebook

ULYD @ MUSIKBIBLIOTEKET

Fra mandag den 6. februar til lørdag den 11. februar har Kunsthal ULYS kurateret en udstilling på Musikbiblioteket i Odense.

Udstillingen kan ses gratis i bibliotekets normale åbningstid, derudover vil der være tre aftener med koncert-performances. Herunder: PROGRAM FOR UGEN og UDDYBENDE BESKRIVELSE.

PROGRAM FOR UGEN:
Til ugens eksklusive arrangementer med festivalfeeling – entré et arrangement: 30 kroner – alle tre: 60 kroner.

MANDAG den 6. februar :: FERNISAGE
Dørene åbner kl. 19.30

TETTIX HEXER: https://soundcloud.com/tettixhexer
Jens Aagards soloprojekt.

ORDLYD: poesi, elektroniske lydsløjfer og jazzguitar.
I dagens anledning bestående af Mikkel Damborg (koncept og ord), Thomas Seidelin (elektronisk musiker også kendt som Morgenhaar og fra konceptet Lydstuen) og Buster Jensen (guitaristen fra Onkel Ond Band og Zetzumzorglub).

FREDAG den 10. februar :: KULTURNAT
Dørene åbner kl 20

CIRCUIT ODYSSEY: http://www.alexmorch.com/circuit-odyssey.html Noise, video og performance
Bestående af: Lars Mikkes, Alex Mørch og Johnny Vincent Caltalot

RED FUSION: Improvisatorisk musik og dans!
Oure Højskole.

LØRDAG den 11. Februar :: FINISAGE
Dørene åbner kl. 15 (koncert kl 15.30)

JAKOB: https://soundcloud.com/jakobrsmusik Autodidakt komponist og pianist. Der er tale om en uropførsel!

Der vil være 10 kroners-bar alle dage.

UDDYBENDE BESKRIVELSE:
En omrokering af det kendte rum – en nyfortolkning af musikbibliotekets fysiske ramme.
Soniske forstyrrelser der pirrer dine ører. Lydinstallation og lyrisk musik-film.
Kurateringen har haft sit omdrejningspunkt omkring kunst med lyd.

De udstillede kunstnere er:
Henrik Noer & Eline Blunert
Alex Mørch
Absentia Industries

ÅRSPROGRAMMET 2017

TURN AND FACE THE STRANGE

Med forbehold for at der sker meget mere, præsenterer vi hermed programmet for 2017!

ULYD (@ Musikbiblioteket)
6.-11. februar
Vi er blevet legekammerater med Musikbiblioteket. Forvent installationskunst, koncerter og meget mere!

2-ÅRS-FØDSELSDAG
25. februar
Andespil, motorsav og festivitas! Vi fejrer os selv med manér.

MIKKES: RETROSPEKTIV
30. marts – 27. april
En stor retrospektiv udstilling i anledning af Lars Mikkes’ 50 års fødselsdag. Der ligger i Mikkes kunst et sindssygt forsøg på at begribe og anskueliggøre hele universet og eksistensen med. Der er her tale om en så halsbrækkende hybris, at man kun kan lade sig rive med. Mikkes sigter efter stjernerne, men er stadigt forankret i kroppens virkelighed.

TRANSFORMATIONER
12. maj – 15. juni
En gruppeudstilling, der gennem kunsten undersøger, hvad en transformation er, og giver anledning til refleksion over, hvordan vi taler om udvikling. Udstillingen er kurateret af Billie
Maya Johansen og Katrine Bruun Jørgensen.

18 +
22. – 25. juni
Sætter sanserne i spil. En kropskrammende udstilling for voksne, hvor græsset gerne må betrædes.

OKKULT // NY VIRKELIGHED
10. – 31. august
OKKULT // Ny Virkelighed binder tråde mellem forvaltning og forvandling. Okkultisme og politik har mere tilfælles end man som udgangspunkt skulle tro.

MED VRANGEN UD
7. september – 5. oktober
Fru Valeur og Hr. Skygge udstiller “Med Vrangen Ud”:
En udstilling med indblik på psykiske patienters syn på tilværelsen og deres problemstillinger i forhold til givne diagnoser

KUNSTLABORATORIET #3
9.-12. oktober
Kunstlaboratoriet er en formidling af det processuelle og ufærdige – en håndsrækning til det flygtige. Det er et eksperiment. Det er et grænseland mellem udstillingssted og atelier, mellem kunstner og beskuer. Kunstlaboratoriet er post-avantgardistisk grundforskning.

https://www.facebook.com/kunsthalulys/